At vide eller ikke at vide...

I mandags havde vi vores uge 20 scanning. Godt nok er det nærmest uge 22 såvidt jeg ved med danske mål, men det var den tid vi kunne få. Selve scanningen tog helt utrolig lang tid. Vores barn er tilsyneladende så doven at den ikke gad at røre sig, så "scanningsdamen" måtte hele tiden ryste Lisas mave som en bingopose for at se om den ville bevæge sig, så hun kunne se det hun skulle. Da det ikke virkede skulle Lisa rulle 360 grader et par gange og til sidst blev hun nærmest vendt på hovedet. På et tidspunkt sagde hun, uden nogen synderlig entusiasme, at "det ser ud som om det bliver en pige". Barnet bevægede sig stadig ikke og Lisa blev bedt om at gå en tur på gangen i 10 minutter. Da vi kom tilbage spurgte hun om vi ville vide barnets køn?! "Øhh ja," sagde vi, "men du har lige fortalt os det er en pige!". Det kunne hun ikke huske så vi bad hende om at kigge igen men nu var navlestrengen i vejen så man kunne ikke se det. Vi spurgte hende hvor stor sandsynlighed der var for at det første hun havde sagt var sandt, og hun svarede 50/50!! Det er rart med information man kan bruge til noget, men vi vælger alligevel at tro det er en pige.