torsdag den 12. juni 2008

Mad

Jeg snakkede lige med minsøster og hun spurgte hvad jeg egentlig spiser hernede, så nu får i lige en gennemgang af hvordan jeg holder denne velsmurte "muskelmaskine" kørende :-)
Egentlig bør jeg starte med hvad man drikker, for den lokale øl, SeyBrew, er det eneste som Seychellerne aldrig er løbet tør for. Derudover er det sodavand, juice eller vand. Man kan drikke vandet fra vandhanen, men man skal være sikker på at vandhanen er tilsluttet vandnettet og ikke vandtanken som sidder ovenpå husene. De vandhaner i min lejlighed der er tilsluttet vandtanken har gult vand, så det har man ikke rigtig lyst til at drikke.
Til morgenmad plejer jeg at spise Bran Flakes med papaya stykker istedet for sukker og med langtidsholdbar mælk. I weekenden spiser jeg som regel bacon og æg med enten fransk landbrød eller rugbrød. Jeg var overrasket over at finde rugbrød hernede, og endda et rigtig godt et af slagsen. Man kan købe lokal the og kaffe både i en instant og en filter version. Seychellerne er især berømte for Citronelle the som smager af..... citron. Det kan også bruges hvis man har feber og især til små børn.
Det lokale køkken består af Kreol mad som primært er fisk og karry.
Til frokost får jeg en af pigerne til at hente take away som oftest består af en karry ret med enten fisk, kylling, svinekød eller oksekød. Derudover er der ris, en salat som hernede består af revet umoden papaya eller golden apple, og så endnu en ret af noget grillet kød eller noget karry variant.
En specialitet hernede er saltet svine- eller oksekød, men jeg vil godt advare mod svinekødet. Det er utrolig salt, og det består mest af fedtklumper og hud med lange sorte hår. Det er ret uappetitligt at se på og smager ikke vildt godt. Jeg er også blevet udsat for hajkød hvilket heller ikke smager godt og er fuld af kviksølv. Kyllingekråser er en anden specialitet som jeg har sagt pas til en enkelt gang, men ellers spiser jeg hvad pigerne kommer med. I tirsdags var det S's fødselsdag og pigerne på klinikken lavede salat, kartoffelsalat med æg, indisk fladbrød og grillet kylling. Til dessert fik vi is og portvin så jeg var mere klar til en middagslur end til at fortsætte med at arbejdet. Idag havde de lavet mangosalat som er består af revet umoden mango med løg, eddike, olie, chili og kopiøse mængder sukker.
Til aftensmad laver jeg nogle gange karry, men for det meste laver jeg lidt europæisk inspireret mad. Jeg har blandt andet lavet svinemørbrad med rødvindsovs, kogte kartofler og salat. Spaghetti bolognaise er også en klassiker som går godt med et glas 13.5% god rødvin fra en 1-liters flaske.
På markedet kan man købe salat, frugt og grønt såsom gulerødder, bønner, auberginer og tomater der dog er ret dyre. Friske krydderier er begrænset til mynte timian og rosmarin. Derudover karryblandiinger i diverse afskygninger.
Jeg har også lavet en del fisk, og i sidste uge lavede jeg stegt makrel med salat, ris og avokado. Makrellen fik jeg en af pigerne på klinikken til at rengøre da jeg lod som om jeg ikke vidste hvordan man gjorde :-) Fra mine dage som lystfisker ved Gjern Å så ved jeg selvfølgelig godt hvordan man rengør en fisk, men det blive det jo ikke mindre ulækkert af. Og til mit forsvar skal det også lige siges at jeg havde patienter bagefter og ville ikke lugte af fisk....
Jeg har også lavet karang bøffer, som er en hvid fisk der smager meget som kylling. Tunsteak hajeg også prøvet, men dem de fisker hernede er ikke den bedste kvalitet til bøffer. Så den skal gennemsteges. Iøvrigt er det Seychellerne der leverer dåsetun til flere større supermarkeder i England såsom Waitrose og Marks and Spencer.
Jeg forsøgte på et tidspunkt af lavede fiske karry med bouillon fisk o resultatet blev at hele min lejlighed lugtede forfærdeligt, maden blev smidt ud og jeg lavede en omelet istedet.
Om aftenen får jeg gerne nogle kager, is eller chokolade. Man skulle jo nødig svinde ind til ingenting.

Fodbold 2

I tirsdags lykkedes det mig endelig at få spillet lidt fodbold. C sendte en sms og spurgte om jeg ville spille klokken 17. Det ville jer gerne så jeg kørte ned til stadion. Han var selvfølgelig 15 minutter forsinket og da han kom kunne han konstatere at det ikke var her de andre spillede. SÅ vi kørte ind til en græsbane i byen hvor han fandt holdet. Det viste sig at være noget rimelig uorganiseret noget hvor alle spillede der hvor de havde lyst til, og målene var desuden kun 70 cm brede og høje. Og vi spillede med målmand.... Så jeg kunne hurtig regne ud at der ikke ville blive mange mål.
Efter at have spillet i en halv time kom det første mål og det var undertegnede der lavede en afgørende aflevering. Ja ja der er jo ikke nogen til at rose mig hernede så må jo selv gøre det ;-)
Efter endnu 10 minutter kom vores andet mål efter samme opskrift og kort derefter fik jeg krampe i venstre lår. Det var selvfølgelig ikke noget jeg viste de andre, så jeg indtog bare en mere "stationær" rolle og ventede på at solen gik ned.
Lige da vi var færdige ringede min mobil og det var E der ville sige at de også spillede fodbold den aften. Så efter alle mine forgæves forsøg på at komme til at spille fik jeg pludselig to tilbud på samme dag. Det er lidt symptomatisk for det hele hernede. Ting sker ikke lige på det tidspunkt man vil det, men det skal nok ske...

søndag den 8. juni 2008

Fodbold

Denne uge har været præget af fodbold. Jeg har forsøgt at finde et fodboldhold så jeg kan holde mig lidt i form, men det har ikke været helt så ligetil.
En af mine patienter C kender en masse indenfor fodboldverdenen hernede så han ville ordne det for mig. Først skulle jeg skaffe et par fodboldstøvler og vi havde aftalt at han skulle komme med et eksemplar mandag i løbet af dagen. Da klokken blev 16 ringede jeg og spurgte hvor han var og han sagde at han ville ringe tilbage lidt senere når han havde dem, så jeg kunne komme og hente dem. Han ringede aldrig tilbage. Tirsdag forsøgte jeg at ringe til ham igen men denne gang intet svar. Onsdag lykkedes det mig endelig at få fat på ham, og han skulle checke om de havde min størrelse støvler hos fodboldforbundet (hvilket ville være billigere da de støvler kommer med FIFA tilskud i røven). De havde selvfølgelig ikke min størrelse så vi tog ned i en butik der sælger sportsudstyr. Her fandt jeg et par Adidas støvler til 700 rupees hvilket er omkring 450 danske kroner. C sagde at han kendte til et hold der spillede hyggefodbold hver mandag og onsdag aften så han ville introducere mig senere på dagen. Jeg kom ned til astro turf banen klokken 18.30 som aftalt, men der var ikke noget spor af noget hyggefodboldhold eller C. Omkring et kvarter senere dukkede C op men fodboldholdet kom aldrig. Så der stod jeg med nye fodboldstøvler men ikke noget hold. Jeg har sidenhen fundet ud at at der normalt er et hold der spiller onsdag aften men fordi det var helligdag dagen efter spillede de ikke i denne uge! Nu må vi se hvad der sker i næste uge...
Lørdag formiddag skulle jeg arbejde, hvis man da kan kalde en formiddag med kun en patient at arbejde....
Om eftermiddagen havde jeg besluttet mig for at se landskampen mellem Seychellerne og Tunesien der blev spillet på stadion i byen. I Afrika er de allerede igang med VM kvalifikation så der er en del på spil, men da Seychellerne vist aldrig har vundet en betydningsfuld kamp, så kan spændingen måles på et meget lille sted. Jeg tog derned sammen med E og hans søn, kone og hendes søster.
Stadion ligger lidt sydfor hovedstaden Victoria i et stort sportscomplex hvor man kan dyrke volleyball, tennis, badminton, basketball, gocart, fodbold og svømning. Og det koster tilsyneladende ikke noget så det er egentlig ret godt. Faciliteterne er lidt nedslidte men det virker som om det fungerer.
Billetterne til landskampen kostede 35 rupees eller ca 25 kroner.... Og det var de dyreste jeg kunne få, hvilket betød vi havde et sæde i skyggen og men nem adgang til kiosken der kun solgte cola og banan chips. I et land der tidligere er løbet tør for næsten alt bortset fra øl, er det da bemærkelsesværdigt at man ikke kan købe en øl til en fodboldkamp. Seychellerne spillede i røde dragter med lidt hvide striber så det var lidt som at se Danmark. Og ligesom Danmark tabte de også så det var heller ikke noget nyt. 2-0 blev resultatet i Tunesiens favør, men jeg synes nu Seychellerne klarede det meget godt alt taget i betragtning. Det skulle ikke undre mig om de kunne spille lige op med Danmark på en rigtig god dag, men det siger vel heller ikke så meget (kan I ane en smule bitterhed i min stemme, over at jeg er blevet tvunget til at heppe på Sverige i dette års EM?).
Da kampen var slut tog jeg ned på Level 3 og så de to første EM kampe. Jeg besluttede mig for at holde med dem i rødt når nu jeg er dansk, så det blev til Schweitz og Portugal. Som bekendt tabte Schweitz til Tjekkiet og Portugal vandt over Tyrkiet.
Idag skal jeg sikkert til stranden men vejret er ikke super godt.

søndag den 1. juni 2008

Kundeservice

Så er der gået endnu en uge, eller lidt mere siden jeg sidst opdaterede bloggen. I sidste weekend var jeg med de andre udlændinge på en bar der hedder Level 3 og derefter på en klub der hedder Tequila Boom. Og det var samme scenarie i fredags bortset fra vi var på Wharf Hotel og spise inden. Så de sidste to lørdage er gået med tømmermænd hvilket ikke er super sjovt her i varmen. Især ikke når jeg er nået igennem alle de dvder jeg medbragte.
Level 3 er den eneste bar på Mahe så der er ikke så meget at diskutere når man skal finde et sted at mødes. Men så er man til gengæld sikker på at møde nogen man kender så det er da hyggeligt. Og så viser de alle EM kampene på storskærm så jeg tror jeg kommer til at tilbringe lidt tid dernede. Der findes også en biograf og et pizzaria lige ved siden af, så man kan egentlig få en god aften uden at bevæge sig ret langt.
Apropos pizza så fik jeg en pizza sammen med A idag på Berjaya Beau Vallon Beach Hotel. Maden var ikke specielt god og kundeservice hernede er en by i Rusland. Det er faktisk nogen gange helt komisk at se hvor lidt de gør for deres kunder. Det tager en evighed for dem at komme med et menu kort, det tager dem endnu en evighed at tage imod bestillingen og en endnu længere evighed før maden ankommer. Hvis man får øjenkontakt med en tjener så kigger de bare på en som om man er luft. Man kan sidde og vifte med en tom ølflaske og tjeneren vader bare forbi. Det er også grunden til at mange af de eksklusive hoteller og større virksomheder importerer arbejdskraft fra andre lande såsom Mauritius, Madagasker og Thailand, fordi arbejdsmoralen er højere. Man skulle egentlig tro det var så simpelt som at sige til sine ansatte at hvis de ikke servicerer kunderne ordentligt så bliver de fyret, men folk er tilsyneladende ligeglade med den trussel, så det ændrer sig ikke. Jeg ved at hvis jeg var turist hernede og betalte tusindvis af kroner hver dag, for det er virkeligheden for de fleste på ferie hernede, så ville jeg forvente at blive behandlet ordentligt.